Forside

Nyheder

20-08-2018
Springeren 2018:2.

Det nye nummer af Vojens Skakklubs medlemsblad SPRINGEREN er på vej i trykken. Du kan allerede nu læse den elektroniske udgave her.

18-08-2018
Copenhagen Chess Slam.

Som led i Dansk Skak Unions imagekampagne kommer skakken ind i utraditionelle rammer med en storstilet arrangement på fredag på en københavnsk natklub. Deltagelse i arrangementet er gratis, men man skal tilmelde sig til frank@chateaumotel.dk for at spille med i turneringerne. Læs mere her.

08-08-2018
Så er vi ved at være klar til en ny sæson i Vojens Skakklub.

Denne annonce indrykkes i Ugeavisen MidtSyd den 14. august. Velkommen til både gamle og nye medlemmer! Bemærk også, at vi naturligvis som sædvanlig er klar med fortovsskak i Rådhuscentret høttelørdag den 25. august. Vi håber på godt vejr, stort fremmøde af klubbens medlemmer og livlig aktivitet med masser af skakspillende borgere ved bordene. Se også lokalpressens omtale:
Jydske Vestkysten
HaderslevsPuls.dk
Ugeavisen MidtSyd
Haderslev Ugeavis

02-08-2018
Invitation til Grenzturneringen 2018-19.

Skakklubberne i Tønder, Niebüll, Løgumkloster og Leck indbyder til en ny sæson med Grenzturnering. Se invitationen her.

29-07-2018
Jon Ludvig Hammer sejrede i XtraCon Chess open 2018.

Placeringerne i toppen blev således (med korrektionsberegning for samme score):
GM Jon Ludvig Hammer, Norge – 8½ (besejrede i sidste runde Vincent Keymer)
GM Dmitry Andreikin, Rusland – 8½
GM Rasmus Svane, Tyskland – 8
GM Nils Grandelius, Sverige – 8
GM Marin Bosiocic, Kroatien – 8
GM Allan Stig Rasmussen, Danmark – 8
GM Sune Berg Hansen, Danmark – 8
GM Baadur Jobava, Georgien – 8

Benny Christensen vandt i sidste runde og sluttede på 4 points. Det var i underkanten af det forventede og kostede 4 ratingpoints, men de er til at indhente igen. Se alt om turneringen her.

28-07-2018
XtraCon Chess open 2018.

Før sidste runde ser stillingen i toppen således ud.

SpillerEloPo
1Dmitry Andreikin2702
2Jon Ludvig Hammer2631
3Aryan Tari2615
4Rasmus Svane2580
5Vincent Keymer2466

Bemærk især det tyske “Wunderkind” Keymer, der kun er 13 år. Han vandt sensationelt Grenke Chess Open (med 787 deltagere) i Påsken med 8 points efter 9 runder, så alle modstandere var advaret på forhånd. Se interview med den unge mand efter Grenke Chess Open her.
Danske spillere, som fortsat er med i kampen om turneringssejren med hver 7 points er: Mads Andersen, Sune Berg Hansen, Allan Stig Rasmussen og Kassa Korley.
Benny Christensen har ikke haft lette modstandere, men indtil 9. runde har han scoret nogenlunde som forventet – i alt 3 points og et fastholdt ratingtal. Lørdagens nederlag mod en nordmand (1544) ødelagde imidlertid billedet og sendte ham ned på en foreløbig 327.-plads. Medmindre han hiver en sejr hjem i sidste runde, kan han ikke være tilfreds med udbyttet. Til gengæld er det lærerigt at deltage i en stor turnering med daglige turneringspartier i en lang uge.
Turneringshjemmesiden finder du her.

27-07-2018
Skakspillere går (også) på natklub.

Som led i DSU´s imagekampagne er der tryk på forberedelserne til et alternativt skakarrangement på det københavnske diskotek/natklub Chateau Motel (Knabrostræde 3, 1210 København). Arrangementet finder sted fredag den 24. august 2018, så hvis du er på de kanter…

Se Facebookopslaget her

24-07-2018
XtraCon Chess open 2018.

Det er nu lykkedes for Benny i løbet af mandag og tirsdag at sikre sig 2 points. 2 af 5 rækker i øjeblikket til en 282.-plads – vel at mærke i et samlet felt på 397! Det er en lille forbedring i.f.t. startplaceringen i ratingorden som nr. 296. På selve hjemmesiden for XtraCon Chess Open er det svært at se den aktuelle stilling, så for at skaffe sig et overblik må man over i DSU´s turneringssystem. Her fremgår det, at der efter 5 runder kun er 3 spillere med maksimum-points. Nemlig Ivan Saric, Jon Ludvig Hammer og Simen Agdestein. Bedst placerede dansker er GM Mads Andersen med 4½. I dagens runde måtte Mads nøjes med remis mod det tyske kæmpetalent IM Vincent Keymer.
Der er masser af muligheder for at følge de vigtigste partier live eller lade sig inspirere at live-kommentarer af Lars Schandorff, der i løbet af dagen ofte får mestrene ind for at gennemgå og kommentere egne partier.

22-07-2018
XtraCon Chess open 2018.

Bennys første 2 runder var vanskelige, men han kunne have rettet op på den forventede score med en sejr over en nordmand i 3. runde. Det lykkedes desværre ikke, men parringerne i 4. runde burde give Benny en overkommelig modstander, så mon ikke der kommer points ind på kontoen i morgen?!

 

22-07-2018
Mere end godkendt.
Så er resultaterne af lejrturneringen på årets skaklejr offentliggjort. Martin Møller blev nr. 5 i gruppe A (9½ af 15 points), mens Oleksandr Pershuta sluttede på 3.-pladsen i gruppe E (15½ af 19 points). begge resultater er mere end godkendt!
Se resultaterne fra lejrturneringen her.
Sidst på lejren blev der uddelt en række diplomer. Heriblandt ét til Martin Møller, der blev udnævnt til “Årets holdkaptajn”   😛
Masser af fotos fra lejren kan findes på lejrhjemmesiden.

21-07-2018
XtraCon Chess open 2018.
Så er turneringen i gang, og der er fra turneringshjemmesiden adgang til både en lang række partier (ikke færre end 80!) og live-kommentering med Lars Schandorff. Lyden på livekommenteringen er i øvrigt fremragende, så alle kan være med.

Turneringen afvikles som en 10 runder FIDE schweizer, hvor ratingforskellene i første runde er anselige. Benny Christensen fra Vojens fik i dag fornøjelsen af at møde en ungarsk FIDE-mester ved navn Tamas Gunes Ongut (ELO-rating 2220) i første runde! Med ca. 500 ratingpoints i forskel blev det til et forventet nederlag til Benny, men der er fortsat 9 points at kæmpe om.

Turneringstabellen kan ses her.

19-07-2018
XtraCon Chess open 2018.
Benny Christensen fra Vojens Skakklub er nu draget mod Helsingør for at spille med i Xtracon Chess Open 2018, der bliver  den stærkest besatte turnering i Danmark i år. Det er en Open, hvor alle kan deltage, og flere end 400 skakspillere har taget imod udfordringen. Som ny kommentator optræder GM Lars Schandorff.

Turneringen afvikles i tidsrummet fra lørdag 21. juli til søndag den 29. juli 2018.
Spillested: Konventum Helsingør, Gl. Hellebækvej 70, 3000 Helsingør
Spilleplan:
Åbning: Lørdag d. 21. juli kl. 13.
Runde 1: Lørdag d. 21. juli kl. 14.
Runde 2-3: Søndag d 22. juli kl. 10 og 17.
Runde 4-9: Mandag d. 23. juli til lørdag d. 28. juli kl. 13.
Runde 10: Søndag d. 29. juli kl. 10.

27-06-2018
Skaksommerlejr.
Dansk Skak Unions skaklejr er i år flyttet fra Tjele til Skanderup Efterskole (Lunderskov), så den er kommet noget tættere på vores egn. Fra Vojens deltager Oleksandr Pershuta og Martin Møller.
Oleksandr er med for første gang, mens Martin har været med flere gange. Elitegruppen, der bliver trænet af 2 Danmarksmestre – nemlig ange Bjørn Møller Ochsner (DM 2018) og Mads Andersen (DM 2016 og 2017) er sammensat af de 14 højst ratede. Dermed bliver der ikke plads til Martin, der ratingmæssigt ligger som nr. 17 af de i alt 100 tilmeldte børn og unge.
Skaklejren er i meget høj kurs blandt de unge skakspillere, og har man først været med én gang, bliver det sjældent sidste gang.
Læs meget mere om årets skaklejr her.

26-06-2018
Horsens Lang Weekend EMT 2018.
Mange synes, at weekender er for korte. I Horsens Skakforening gør de noget ved det. Horsens Lang Weekend er en  skakturnering i en forlænget weekend midt i sommerferien. Det er i uge 28, og i år foregår det den 12.-15. juli. Flere end 90 skakspillere er allerede tilmeldt, men der er plads til flere…
Hjemmesiden med indbydelse, tilmelding og oversigt over tilmeldte finder du her.

09-06-2018
Registrering i Dansk Skak Unions medlemskartotek.
Når du som DSU-medlem tilmelder dig en turnering, sker det i dag altid elektronisk via Dansk Skak Unions turneringssystem. Her hentes oplysninger fra medlemskartoteket. Det er nemt og sikkert, hvis ellers oplysningerne om dig er korrekte. Det skal du selv sørge for. Med password til kartotekssystemet kan du selv rette de oplysninger, DSU har om dig. Hvis du endnu ikke skaffet dig password til kartotekssystemet, bør du få denne lille sag på plads hurtigst muligt.

Det sker på følgende måde:

1. Klik på søgefunktionen og find dig selv i DSU´s medlemssystem.
2. Klik på dit navn for at komme ind til din egen side i kartoteket. Hvis du ikke har skaffet dig et password i forvejen, ser nederste del af skærmbilledet således ud (med dit navn, hvor der er brune overstregninger)

3. Derefter indtaster du din mailadresse/dine fødselsdata og klikker på indsend email
4. Du vil derefter få tilsendt login/password, så du kan logge ind i medlemskartoteket (http://kartotek.skak.dk/) og foretage rettelser.Der er andre fordele ved at få et password til medlemskartoteket. F.eks. er det en forudsætning for at kunne afgive stemme, når årets skakspiller i Danmark skal kåres.

07-06-2018
Nimzowitsch.
Serien af fine skak-udsendelser med Lars Schandorff som studievært er fortsat i Radio 24|7 i 2018.
Genhør dem hos som podcasts hos Radio 24|7 eller her.

01-06-2018
For skakhistorisk interesserede
er der nu lagt mødereferater m.m. fra Dansk Skak Unions tidligere 4. Hovedkreds på hjemmesiden. Dermed suppleres øvrigt historisk stof på hjemmesiden, såsom:

God fornøjelse!

30-05-2018
Skak på Vrå Højskole.
Sakset fra DSU´s hjemmeside:
Vrå Højskole, der ligger lidt nord for Brønderslev, udbyder efter sommerferien et skaksemester henvendt til skakspillere i alderen 18 til 30 år.

Du vil være en bedre skakspiller og mere helstøbt i formen.
Du har lyst til at vide mere om skakspillets historiske og filosofiske perspektiv.
Du har skak som din primære interesse – og har lyst til at kombinere det med et højskoleophold.
Du har lyst til at være med til at udvikle dansk skakkultur i nye retninger.

Undervisningen foretages af Thomas Bach Jacobsen og Sune Normann Hansen, men der vil også være gæstelærere som IM Bent Sørensen og GM Henrik Danielsen.

Semestret varer fra den 12. august til den 15. december 2018.
Se brochuren om højskoleskak-opholdet her.

 

30-05-2018
Christian Karstensen er ny bymester 2018 i Løgumkloster!
Christian rystede ikke på hånden, da han sikrede sig et helt point ved at besejre Scot Wolfgang Jensen i sidste runde. Dermed var bymesterskabet i hus med 6 points i alt. På de følgende pladser kom Ejvind Ambøg og Per Hansen. med hver 5½ points.
Blandt deltagerne fra Vojens Skakklub gjorde Benny Christensen det bedst med i alt 4 points, en samlet fjerdeplads og en lille ratinggevinst. Morten Jessens 7.-plads var også ok, men resten af Vojensspillerne imponerede ikke. Dog skal det nævnes, at Jesper Kallesen, der er B-medlem i Vojens, men hidtil har spillet for Gråsten, fik en lille ratingpræmie. Det skal også bemærkes, at turneringen blev spillet i en samlet Schweizergruppe, hvorfor ikke alene antallet af points giver hele billedet af de enkelte deltageres præstationer. Der er stor forskel på styrketallene for de spillere, man møder undervejs.
Som sædvanlig var det en hyggelig turnering for samtlige deltagere.
Tabellen med slutstilling, resultater og partier fra turneringen kan findes her.

24-05-2018
Løgumkloster Byturnering
nærmer sig sin afslutning. Der er nu spillet 6 runder, og sidste runde spilles tirsdag den 29. maj. Forhåndsfavoritten Per Hansen mistede et skridt ved at fejle fælt mod Jesper Kallesen. Det lykkedes ham dog at vende en tabsstilling til remis, men før sidste runde ligger Christian Karstensen nu i spidsen med 5 points, og han kan med en sejr i runde 7 sikre sig bymesterskabet. Ingen af deltagerne fra Vojens Skakklub har klaret sig rigtig godt. Bedst ligger Benny Christensen med 4 points, men han får til gengæld kam til sit hår, idet han har “trukket” Per Hansen i sidste parti. Tabellen med stilling, rundelægning og partier fra turneringen kan findes her.

30-04-2018
Sæsonafslutning i Vojens Skakklub.
Den 30. april er der klubaften for sidste gang i denne sæson i Vojens Skakklub. Vi holder sommerpause, men forventer at være klar til fortovsskak i forbindelse med Vojens Høtte, og vi begynder en ny sæson mandag den 27. august 2018. Tak for i år og på gensyn!

29-04-2018
Bundesligaen.
Der er nu gang i allersidste fase af sæsonens Skakbundesliga i Tyskland – også kaldet verdens stærkeste skakliga. De 2 sidste runder spilles mandag og tirsdag som samlede stævner i Berlin. Efter 13 runder har Solingen bragt sig et enkelt brætpoint foran Baden-Baden inden runde 14 og 15. Som bekendt er det matchpoints, der tæller først i Tyskland, og her har begge hold 23 MP. På papiret har Baden-Baden det letteste program – de skal møde nr. 10 og 13 i tabellen, mens Solingen skal møde nr. 6 og 8.

Følg kampene live her.

29-04-2018
Løgumkloster Byturnering.
Der er nu spillet 3 runder i byturneringen. I runde 3 vandt Benny Christensen lokalopgøret mod Martin Møller. Kresten tabte til Scot W. Jensen, mens Gagik Sahakian spillede remis mod Vagn Lauritzen. Det samme gjorde Morten Jessen mod Uwe Hansen. Ole Harbo og Karl Posselt fik udsat deres parti i 3. runde. Tabellen kan findes her.

23-04-2018
Klubturneringen.
Efter afvikling af 3 udsatte partier er klubturneringeringens forårsudgave færdigspillet. Finn vandt ikke uheldigt det udsatte parti over Benny, der ellers havde gode chancer for at afgøre sagerne til sin fordel. I en stilling med 2 merbønder kostede en fingerfejl det meste af et par lette officerer, og så blev det for svært at fastholde et ordentligt angreb. Mogens havde fuld kontrol over partiet mod Morten og vandt sikkert. Nogenlunde det samme kan siges i partiet Martin – Bo, hvor Martin først skaffede sig betydelig terrænfordel og siden materiel fordel, hvorefter Bo valgte at opgive.
Med aftenens resultater blev det klart, at Martin Møller slutter med 6 points og efter flere forgæves forsøg kan udnævnes til klubmester for første gang. Til lykke!
Mogens indtager andenpladsen med 5½, og Karl og Finn følger på de næste pladser med hver 5 points. Tabellen kan ses her.

16-04-2018
Klubturneringen.
5 af 6 partier blev afviklet i 7. runde af klubturneringen. der var remisser til Martin og Finn samt Kresten og Anatolii. Karl vandt over Bo, Gagik tabte til Jesper, og Ole tabte til Benny.
Klubmesterskabet afgøres først, når de 3 udsatte partier spilles på mandag. Begge favoritter – Martin og Mogens – har hver et udsat parti. Tabellen kan ses her.

16-04-2018
Vojens Skakskole.
2 nye skakinteresserede børn mødte op til juniorskak mandag aften. Vi byder velkommen til Viktor og Julija. Det er  meget positivt, bortset fra at tidspunktet er lidt uheldigt, eftersom klubben holder sommerferie fra den 30. april. Forhåbentlig holder interessen sommeren over, så vi kan begynde en ny sæson med flere børn i Vojens Skakskole.

15-04-2018
Klubturneringen.
Mandag den 16. april spilles 7. runde. Der er 2 udsatte partier fra 2. og 4. runde, der sammen med et udsat fra 7. runde skal afvikles senest den 23. april, hvorefter der er sæsonafslutning i Vojens Skakklub mandag den 30. april.
Parringerne til sidste runde kan findes her.

Nyheder fra 2017 kan du finde her.
Nyheder fra 2016 kan du finde her.
Nyheder fra 2015 kan du finde her.
Nyheder fra 2014 kan du finde her.
Nyheder fra 2013 kan du finde her.
Nyheder fra 2012 kan du finde her.
Nyheder fra 2011 kan du finde her.
Nyheder fra 2010 kan du finde her.


Ældre nyheder fra 2018 kan du finde her.