Forside

Nyheder

19-03-2019
Klubturneringen

2 udsatte partier blev afviklet i går aftes. Benny vandt over Ole, mens partiet mellem Finn og Mogens blev knap så spændende som forventet. Mogens fik ret hurtigt overtaget – først stillingsmæssigt og siden også materielt, og det endte da også med en sejr til Mogens. Desværre var der afbud fra Anatolii, som nu mangler at afvikle udsatte partier både mod Karl og Kristine. Se tabellen og parringerne til 5. runde her.

Aftenen bød også på en anden turnering – en helt privat lynturnering mellem Jesper og Morten. Den gik over 25 partier og blev vundet af Jesper med 15-10!

12-03-2019
Skak på nye måder – demokratisk skak?!

Skal vi stemme om næste træk – se mere her.

12-03-2019
Klubturneringen – 4. runde.

3 afbud betød 3 udsatte partier i aftenens 4. runde i klubturneringen. Der var altså kun 4 partier, der blev planmæssigt afviklet. En hurtig remis mellem Gagik og Magnus. Et hurtigt point til Karl mod Morten, der gav én af Karls bønder lov til at gafle en officer. Meget mere kamp var der i de 2 sidste partier, der blev både jævnbyrdige og langvarige. Emil skaffede sig et meget aktivt Tårn, som banede vejen for Kongen på bondejagt, og til sidst opstod en afgørende fribonde, der gav Emil sejren over Palle. Endnu mere langvarigt og spændende var partiet Jesper – Kresten. Jesper indledte et vældigt Kongeangreb, der så ud til at afgøre partiet, men Kresten fandt hele tiden gode forsvarstræk og var efter et kvalitetsoffer tæt på at få remis ved en masse Dronningeskakker. Det lykkedes dog Jesper til sidst at gemme sig med Kongen, hvorefter 3 merbønder blev afgørende. Altså sejr til Jesper efter en lang og hård kamp. Se resultater og turneringstabel her.

10-03-2019
Holdturneringen – ØV!

Vojens kunne selv afgøre tingene i dagens afsluttende stævne i Mesterrække 2 – og det gjorde vi. Desværre ikke på den gode måde!
Der skulle blot 3 points ind på kontoen i bundslaget mod Fredericia 3, men det endte med en frygtelig snitter på 1½-6½, og dermed en sidsteplads til Vojens. Benny vandt og Morten spillede remis. De øvrige 6 tabte.
Det viste sig endda undervejs, at 2½ points ville have været nok til at undgå sidstepladsen. Som partierne gik, skulle de nødvendige ekstra halve points nok have været sikret på bræt 1, 6 og 8, men i virkeligheden burde holdet have samlet et tilstrækkeligt antal points sammen i de foregående runder. Altså nedrykning, medmindre holdturneringen bliver ændret til fri tilmelding til Mesterækken til næste sæson. Se slutstillingen herunder eller direkte i Holdturneringssystemet.

Kantinen i det tidligere Ribe Jernstøberi var fuld af skakspillere søndag eftermiddag. Her er næsten alle partier færdigspillet

09-03-2019
Løgumkloster inviterer til Byturnering og Påskelyn.

Se invitationerne her.
Tilmelding til Påskelyn her.
Tilmelding til Løgumkloster Byturnering 2019 her.

05-03-2019
Gang i livlig klubturnering.

Der var mandag aften fuldt program i klubturneringen med 14 deltagere. Alt kan ske – og sker (!) – spændende og dramatiske partier, menneskelige fejl, der får resultater til at tippe, smukke afslutninger og gedigne overraskelser. Sådan skal det være, når skak er bedst. Og så til resultaterne.
Mogens var stærkt udfordret af Benny, der imidlertid greb forkert i en kritisk stilling, hvorefter endnu en fejl afgjorde partiet til Mogens´ fordel. Karl var tilsvarende presset i forsvars-mode mod Finn, der dog – med en kvalitet for en bonde i en lidt uklar, men dog formentlig fordelagtig stilling – tilbød remis. Morten og Kresten sikrede sig hele points mod Anatolii og Magnus. Gagik satsede som sædvanligt på angreb frem for sikkerhed, og det udnyttede Emil stille og roligt til sin fordel. Ole holdt koncentrationen og besejrede Palle – en lille overraskelse. En større overraskelse kom i partiet mellem Kristine og Jesper. Begge parter spillede med stor koncentration, men Kristine lod sig ikke ryste af Jespers mange flere partiers erfaring. Partiet endte med sejr til Kristine efter en effektfuld afslutning – med et tårnoffer, der åbnede op for en ustoppelig fribonde. Sådan! Men Jesper kommer naturligvis igen…

Se tabellen og parringerne til 4. runde her.
4. runde spilles den 11. marts. Ole og Finn har meldt afbud.

En fornøjelse at se 14 af klubbens 17 medlemmer i alderen fra 14 til 84 som aktive deltagere i klubturneringen på et tidspunkt, hvor yderligere 7 børn/skoleskakspillere er gået hjem

03-03-2019
SGP-finale i Haderslev.

Lørdag den 2. marts sluttede SGP-sæsonens 7 hurtigskakstævner i Sydjysk Hovedkreds med finalestævnet i Haderslev. Lidt tyndt besat med kun 25 deltagere – måske fordi en del af de skakspillere, der på forhånd havde samlet Grand Prix points nok, ikke fandt det nødvendigt at møde op. Ærgerligt, men det blev en hyggelig afslutning for de 25, der havde valgt at deltage. Heraf 5 fra Vojens Skakklub, nemlig Benny Christensen, Jesper Kallesen, Karl Posselt, Oleksandr Pershuta og Lucka Enemark. Bortset fra Lucka, der ikke fik lov til at nyde sejrens sødme og ndnu er ny i klub og turneringsammenhæng, var der gode præstationer og præmier til de øvrige 4.
Karl vandt dagens 2. klasse med 5 points og bedre korrektion foran Benny ligeledes med 5. Oleksandr blev en suveræn vinder af skoleskakgruppen med 5 af 5. Efter denne sæson med fine resultater er Oleksandr klar til at avancere til 4. klasse i næste sæson.
I den samlede kamp om guld, sølv og Bronze blev Oleksandr en suveræn vinder i Skoleskakgruppen. I 2. klasse var Eldis Mahmutovic på forhånd sikker på guldmedaljen, mens der var spænding om sølv og bronze, hvor kampen stod mellem Jesper og Benny. Jesper kunne selv afgøre det, men startede skidt og fik ikke det resultat, han gik efter. Omvendt var Bennys resultat lige akkurat ikke nok til at overhale Jesper. Altså sølv til Jesper og bronze til Benny.
Dagens resultater kan ses her.
Lokale Allan Hye blev dagsvinder af den sammenlagte Mester og 1.-klasse. Oversigten over den samlede stilling vil kunne ses her, når Grand Prix points for sidste afdeling er offentliggjort.

Se en masse billeder fra stævnet her

Lucka Enemark og Oleksandr Pershuta dyster i skoleskakgruppen

26-02-2019
Alt om skak.

Nej, alt om skak finder du ingen steder, for der findes utallige bøger, tidsskrifter, videoer og film om skak. Som led i Dansk Skak Unions imagekampagne er der imidlertid lavet et antal videoer om skak, som foreløbig er tilgængelige via hjemmesiden https://www.altomskak.dk/.
Her finder man bl.a. overskriften “lær om skak”. Prøv at se, om her er noget, du kan bruge.  

26-02-2019
Holdturneringen: Reddet af debutanten!

Vojens Skakklubs Mesterække-2-hold var mandag aften i Nr. Snede. Det er rigtig mange år siden, vi har været i gruppe med denne klub, men det var et positivt bekendtskab med fine lokaleforhold og en god kantine.
Ved brættet gik det ikke helt så godt som håbet. Positivt var sejre til Finn Nielsen og Gagik Sahakian, og Mogens´og Bennys remisser på bræt 1 og 2 var også i orden. Desværre var der også mindre gode oplevelser. Både Jesper Kallesen og Morten Jessen smed gode (gevinst)stillinger væk på det skammeligste, og Karl Posselt  kæmpede forgæves uden på noget tidspunkt at have reelle gevinstchancer. Stillingen var derfor 4-3 til Nr. Snede, inden afgørelsen i sidste parti, der blev spillet af Emil Baltzer på bræt 8. Det var Emils første holdkamp, og han spillede yderst fornuftigt og skaffede sig en kvalitet og dermed en fin chance for point. Til sidst blev det forfærdelig spændende, idet tilvejebringelsen af den gode stilling havde kostet Emil megen tid på uret. Modstanderen holdt Løber og Springer på brættet imod Emils Løber og Tårn – desuden lige mange bønder. Da det faktisk var gået galt, fordi Emil faldt i en Springergaffel, der kostede Løberen, begik Nr. Snede-spilleren en kæmpebrøler, der straks kostede Dronningen og partiet – med ca. 1 minut tilbage på Emils ur. Flot kæmpet og et ikke ufortjent uafgjort resultat 4-4 og dermed også et matchpoint til begge hold. Spændingen i gruppen er derfor intakt  afhængig af de andre resultater. Se tabellen her.
Sidste runde spillede som samlet søndagsstævne i Ribe den 10. marts.

23-02-2019
Invitation til skaklejr.

Sydjysk Hovedkreds inviterer til éndags skaklejr på Askov Højskole lørdag den 30. marts 2019.
Skak er et fantastisk spil, og der er ingen grund til at miste lysten, fordi man taber hele tiden. Det kan der gøres noget ved! Skaklejren er en skakdag, hvor instruktion og undervisning går hånd i hånd med det sociale samvær. I Vojens Skakklub er vi mange medlemmer, der på gode dage spiller ok, men som for tit begår dumme fejl og derfor taber partier. Det er naturligvis altid sjovt at spille skak, men hvis man ikke selvtræner systematisk, er det svært at blive bedre. Meld dig til skaklejren og få fif til at vælge de rigtige træk – i stedet for de forkerte.
Se hele invitationen som pdf her.
Invitation og tilmelding via DSU´s turneringssystem her.

21-02-2019
Holdturneringen.

Mandag den 25. februar er der igen holdturneringsrunde. Mesterrække-2-holdet skal spille på udebane mod Nr. Snede, så næste runde i klubturneringen spilles først mandag den 4. marts.
Stillingen inden de 2 sidste runder kan ses her.

20-02-2019
Generalforsamling og “lille lyn”.

Vojens Skakklubs årlige generalforsamling blev gennemført med flot deltagelse: 12 medlemmer var mødt op. Det blev et udramatisk møde – uden kampafstemninger og med genvalg over hele linjen. Se referatet her.

Efter generalforsamlingen spillede 6 medlemmer en lille lynturnering, hvor Jesper Kallesen igen viste sin styrke i denne disciplin med fuldt hus – 5 pinde på stribe! Morten besatte andenpladsen. Det er tæt på, at man efter resultaterne kan konkludere, at i lynskak, gælder det: jo yngre desto bedre!

16-02-2019
Invitation til Syd Grand Prix – 7. afdeling i Haderslev.

Så er vi nået til sidste afdeling af sæsonens SGP-stævner. Det foregår lørdag den 2. marts. Invitation og tilmelding her.
Efter afslutning af turneringen, sammentælles Grand Prix-points for hele sæsonen, og der uddeles guld-, sølv- og bronzepræmier til de samlede sæsonvindere i hver klasse. Mød talstærkt op!

15-02-2019
Nyt nummer af medlemsbladet SPRINGEREN er klar.

Medlemsbladet bliver udleveret på tryk ved generalforsamlingen på mandag. Det kan allerede nu læses på skærmen her.

15-02-2019
Lynturnering.

Mandag den 11. februar var friholdt til udsatte partier (og vinterferie), og kun halvdelen af medlemmerne dukkede op til hyggeskak. Der blev arrangeret en lille alle-mod-alle lynturnering, der blev vundet af Jesper Kallesen – dog først efter omkamp med Mogens Larsson.

15-02-2019
Klubturneringen.

2. runde er spillet, og 3. runde er lagt og programsat til mandag den 4. marts. Mandag den 18. februar er der generalforsamling i Vojens Skakklub, og mandag den 25. spiller Mesterrækkeholdet på udebane mod Nr. Snede.
Se klubturneringstabellen her.

09-02-2019
Invitation til Pokalturneringen for 4-mandshold (hurtigskak) 2019.

Hovedkredsbestyrelsen har i år fundet et neutralt spillested – Riddersalen på Sønderskov Slot! – der ligger nogenlunde centralt i hovedkredsen. Bak op om arrangementet!
Klik for at finde invitation og tilmeldingsblanket.

31-01-2019
Invitationer til Fries Nielsen´s hurtigskakturnering og Fredericia Mesterskabet i Skoleskak 2019.

Find dem her.

29-01-2019
Holdturneringen.

Vojens Skakklubs hold i Mesterrække 2 spillede i går aftes på udebane mod Kolding Skakklub. Endnu en gang kneb det med at få de sidste marginaler over på egen banehalvdel og de sidste halve points i hus. Slutresultatet var en smal 4½-3½ sejr til Kolding, og Vojens er desværre på vej ned i tabellen. Ikke uventet, men alligevel ærgerligt på basis af gode resultater og 3 matschpoints i de første runder. Nu resterer Nr. Snede og Fredericia i de 2 sidste runder.
Enkeltresultater i Kolding: Remisser til Mogens Larsson, Benny Christensen, Finn Nielsen, Karl Posselt og Kresten Beck. Sejr til Morten Jessen, der nu med 4 af 5 er den bedst scorende på holdet. Nederlagene til Jesper Kallesen og Gagik Sahakian blev afgørende for fordelingen af matchpointene. Se turneringstabellen her.

29-01-2019
Radioskak.

Jeg minder endnu en gang om Lars Schandorffs interessante ugentlige radioprogram om skak med fællestitlen Nimzowitsch. Det kan findes som podcast på Radio 24|7 eller her.

21-01-2019
Så er forårets klubturnering i gang.

Der var fuldt program i aften i 1. runde af klubturneringen. 6 kampe blev afviklet, mens en enkelt er udsat. I en Schweizer-turnering spiller top mod bund i 1. runde, og der var lutter favoritsejre, selv om de lavere ratede spillere strittede godt imod.
Turneringstabel med resultater kan ses her.

Koncentrerede skakspillere i kamp. Der er gæsteoptræden af sidste sæsons klubmester Martin Møller i forgrunden. Martin er hjemme på besøg i en pause i studierne i Aalborg.

21-01-2019
Indkaldelse til generalforsamling 2019.

Der afholdes generalforsamling i Vojens Skakklub mandag den 18. februar 2019 kl. 19.30.
Se hele indkaldelsen her.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Generalforsamling holdes én gang årligt i løbet af februar måned. Vedtægterne for Vojens Skakklub kan ses her. De er senest ændret på generalforsamlingen den 20-02-2017

20-01-2019
SydGrandPrix – 6 i Vejle.

Som sædvanlig drog SGP-klubben fra Vojens af sted, da Skakklubben Evans inviterede til SGP den 19. januar. Denne gang var det Morten, Jesper, Benny og Karl, mens Oleksandr, Anatolii og Magnus sad over. Evans blev stiftet den 19. januar 1934, så det var passende for klubben at fejre 85 års jubilæum ved at stå som turneringsarrangør netop denne dag! Jubilæet blev bl.a. fejret med gratis morgenbuffet og hyggeligt samvær for alle fremmødte fra 8.30 til 9.30.
Derefter gik det løs ved skakbrætterne, og med i alt 50 deltagere blev det en fin turnering. Maxim Konstantinov, John Jessen og deres hjælpere sørgede for, at alt klappede med minimal ventetid mellem runderne. Gruppeinddelingen var Mester, 1.+2. klasse, 3.+4. klasse og en skoleskakgruppe.
Kim Skaanning løb endnu en gang med turneringssejren foran Adesh Easwaralingam og Viggo Bové Quist.
1.+2. klasse blev vundet af Mathias Kejlstrup Simonsen, og der var præmie både til Jesper Kallesen og Benny Christensen, der samlet blev henholdsvis nr. 6 og 9, men altså blandt de bedst placerede 2. klasse spillere. Karl Posselt spillede også i denne gruppe, men sluttede med beskedne 2½, men var dog også gruppens lavest ratede.
I 3.+4. klasse vandt Birgit Dithlevsen foran Vitus Bondo Medhus, der for en gangs skyld mistede pusten og “kun” scorede 5 points. Morten Jessen tog 3.-pladsen – også med 5 points og en præmie, uden dog at være helt tilfreds med dagens pointhøst.
Skoleskakgruppen blev vundet af Benjamin Wilken Thomsen foran Mads Egeholt Bæk – begge med 6 points.
Turneringstabellerne kan ses her.

18-01-2019
Klubturneringen – forår 2019

Så er klubturneringen klar til start. Første runde spilles mandag den 21. januar. Kristine (Kindberg Gejl Jørgensen) er vendt tilbage, og vi bliver i alt 14 deltagere. Da der er betydelige styrkeforskelle (på papiret  😉 i deltagerfeltet er turneringen tilrettelagt som en 7 runders Schweizer, hvor første runde bliver den sværeste for outsiderne. Datoer for de enkelte runder er planlagt således (afvigelser fra starttidspunkt kan aftales):

21-01-2019 kl. 19.30 – runde 1
04-02-2019 kl. 19.30 – runde 2
04-03-2019 kl. 19.30 – runde 3
11-03-2019 kl. 19.30 – runde 4
25-03-2019 kl. 19.30 – runde 5
01-04-2019 kl. 19.30 – runde 6
08-04-2019 kl. 19.30 – runde 7

Betænkningstiden bliver den sædvanlige med 90 minutter pr. spiller + 30 bonussekunder pr. træk til hele partiet. Dog nedsættes betænkningstiden i partier, hvor 14-årige Magnus Tofthøj deltager, til 1 time pr. spiller til hele partiet. Turneringen bliver ikke ratet. God fornøjelse!
Tabel med parringerne i første runde kan ses her.

15-01-2019
Holdturneringen 

Det blev nøjagtig lige så svært som forudset mod topholdet Gråsten i mandagens holdkamp i Mesterrække 2. Efter et par timers spil så det hele ganske fornuftigt ud. Efter 4 afgjorte partier var stillingen 2½-1½ til Vojens: sejr til Morten Jessen og remisser til Benny Christensen, Kresten Beck og Jesper Kallesen. I de sidste 4 så der også ud til at gemme sig mindst et par remisser – måske endda 1½ points – men alle 4 partier endte alligevel med sejre til Gråsten og altså slutresultatet 2½-5½, der ligger meget tæt på det forventede. Bittert var det især, at Gagik Sahakian afslog et remistilbud i en god stilling, som han alligevel endte med at sætte over styr. Desuden, Mogens Larsson ikke formåede at udnytte et udviklingsforspring mod Jørgen Clausen, der ikke fik rokeret i tide og skulle bruge ekstra tid på at udvikle Løber og Tårn.
Med resultatet fastholdt Vojens lige akkurat 5.-pladsen i gruppen. I tabellen skal Vojens i de kommende 3 runder møde lavere rangerende hold, men det er under ingen omstændigheder modstandere, Vojens uden videre kan forventes at besejre. Spændingen er intakt. Se tabel og partier her.

13-01-2019
Holdturneringen 

Mandag den 14. januar kl. 19 spiller Vojens hjemme imod Gråsten 1 i holdturneringens Mesterrække 2. Gråsten er efter medlemstilgang fra den opløste skakklub i Bov gruppens stærke tophold, mens Vojens efter 3 runder er placeret som nr. 5.
Holdturneringskampen betyder, at forårets klubturnering først sættes i gang mandag den 21. januar.

11-01-2019
Skotsk aften i Hillerød – nord for whiskybæltet, men… 

Hillerød Skakklub har taget imod tilbuddet om at stå for et lokalt arrangement som led i DSU´s imagekampagne i samarbejde med Rune Friborg. Se mere her.

09-01-2019
Husk 6. afdeling af sæsonens SydGrandPrix-stævner.

Det foregår lørdag den 19. januar 2019 hos Skakkubbens Evans (Vejle), der i år fejrer sin 85 års fødselsdag. Invitation og tilmelding her.

09-01-2019
Husk afstemningen om årets skakspiller i Danmark.

Sidste frist for at deltage er fredag den 11. januar. Læs mere her.

06-01-2019
Godt nytår til alle medlemmer!

Mandag den 7. januar er første klubaften i det nye år, og vi begynder stille og roligt med en hyggeskakaften. Den 14. januar spiller Mesterrækkeholdet på hjemmebane imod Gråsten. Forårets klubturnering begynder så først mandag den 21. januar.
Forårskalenderen, som den ser ud indtil videre kan findes her.

Nyheder fra 2018 kan du finde her.
Nyheder fra 2017 kan du finde her.
Nyheder fra 2016 kan du finde her.
Nyheder fra 2015 kan du finde her.
Nyheder fra 2014 kan du finde her.
Nyheder fra 2013 kan du finde her.
Nyheder fra 2012 kan du finde her.
Nyheder fra 2011 kan du finde her.
Nyheder fra 2010 kan du finde her.