Skakhistorie

GM Sune Berg Hansen har en daglig skakspalte i Politiken. Selv om Sune ikke har mange spaltemillimeter til rådighed, kan det i øjeblikket være svært at fylde pladsen med nyhedsstof fra skakverdenen. I stedet bliver der plads til lidt skakhistorie, og han er p.t. i gang med en kavalkade over de bedste skaktræk spillet af danskere. I dagens Politiken (06-05-2020) bringer han på forslag af Jens Christian Lund et partieksempel, som næsten er lokalt – med kendte folk i hovedrollerne. Vi lader Sune selv fortælle:

Ikke så mærkeligt, at Jens Christian er godt tilfreds med 24. – Dh4+!, der endda efterfølges af et tilbud til hvid om at spise yderligere en Springer – vel vidende, at den hvide Konge i så fald kommer på afveje alt for langt hjemmefra!

Sydjysk Online Grand Prix

For at fylde det store skak-tomrum, der jo også er en konsekvens af Corona-krisen, er Fredericia Skakforening, Skakklubbens Evans (Vejle) og Skakklubben Springeren (Kolding) gået sammen for at arrangere en Grand Prix serie af ialt 8 lynturneringer, der afvikles ugentligt, online efter SGP forbillede. 
Du kan læse mere om arrangementet her

Serien lagde fra land lørdag den 25. april med 27 lystige skakspillere, og løjerne fortsætter altså de næste 7 lørdage.
Turneringsformen er Covid19-fri og åben for alle medlemmer fra Sydjysk Hovedkreds. Der er derfor potentiale for flere deltagere. Lad dig gerne smitte af konceptet – og vær med de kommende lørdage. Alle afdelinger starter præcis  kl. 15:00  

Løgumkloster Byturnering

Løgumkloster Byturnering 2020 og Påskelyn er aflyst. Vagn Lauritzen har udsendt følgende meddelelse:

Foto fra sidste års Påskelyn

“Med forlængelsen af restriktionerne indtil i første omgang 10. maj er der kun 3 af de programsatte runder tilbage. Derfor har jeg besluttet at aflyse turneringen helt. Hvis det i begyndelsen af maj ser ud til, at det vil være muligt at afvikle turneringen i maj-juni, laver jeg en ny indbydelse, men det realistiske scenarie vil nok være, at vi mødes i foråret 2021 til næste Løgumkloster Byturnering. I ønskes en god påske – også uden den påskelynturnering, der skulle have været i gang på nuværende tidspunkt” (tirsdag før Påske).

Skak på nettet – og forskellen på teori og praksis

I disse Coronatider kan det være nødvendigt at gribe til “nødløsninger”. Når man ikke må spille med de sædvanlige kammerater i skakklubben eller kan deltage i turneringer, fordi de er aflyst pga. smittefaren, må man se sig om efter andre muligheder for at dyrke sin hobby.

Der er heldigvis masser af muligheder på internettet. Det drejer sig f.eks. om deciderede spillesider eller skakhjemmesider. Det kan være på YouTube, hos Dansk Skak Union – eller sågar her på Vojens Skakklubs hjemmeside.


DSU har samlet en række gode videoer på altomskak.dk. Lige fra “Lær skak på 6 minutter” til en video om Jonas Bjerres positionelle Dronningeofring, da Jonas var 12 år og “kun” FIDE-mester. Eller hvad med Peter Heines foredrag om “artificial intelligence”. Tjek endelig denne side.

Video fra altomskak

Her på Vojens Skakklubs egen hjemmeside kan du prøve at tjekke, hvad der gemmer sig bag menupunktet “Skakundervisning”. Her er der ideer til, hvordan man kan blive bedre til skak.
Når det er sagt, skal man altid huske, at der er forskel på teori og praksis. Det er først i mødet med en modstander på den anden side af brættet, det skal vise sig, om man har forstået teorien.
Det bliver dejligt, når vi igen kan mødes ansigt-til-ansigt ved skakbrættet uden angst for Covid 19-smitte 🙂


Hold musen her over menupunktet Skakundervisning øverst på denne side

Pokalturneringen aflyst

Der har desværre ikke kunnet samles et rimeligt antal hold fra Hovedkredsens klubber til et kvalifikationsstævne på Sønderskov Slot den 26. april som planlagt.

Det kan der være flere grunde til, men den mest sandsynlige er Coronakrisen med den nedlukning og usikkerhed, den har skabt.

Nedlukningsperiodens længde kender ingen endnu, og de fleste skakklubber har taget konsekvensen og lukket ned for sæsonen – bl.a. fordi spillelokalerne i kommunale bygninger er lukket på ubestemt tid.

Dansk Skak Union har på nuværende tidspunkt ikke opgivet at afholde Pokalfinalen den 31. maj 2020 (Pinsedag) i Svendborg.

Tværtimod er tilmeldingsfristen udsat til den 26. maj!

Trods de manglende tilmeldinger ser bestyrelsen for Sydjysk Hovedkreds gerne, at hovedkredsen bliver repræsenteret ved landsfinalen i Svendborg i Pinsen.
Klubber, der er interesseret i at få hold med til Svendborg i bredde- eller eliterækken skal kontakte Vagn Lauritzen (hold@sydjysk-hk.dk) senest onsdag den 15. april 2020.

Som bekendt har hver hovedkreds 2 pladser i hver af rækkerne (og fri tilmelding i junior- og seniorrækkerne). Hvis der er flere end 2 hold i hver række, der er interesseret i at komme til finalestævnet, bliver der arrangeret kvalifikationskampe mellem disse.

Læs mere om Pokalturneringen på DSU´s hjemmeside.

Foto fra sidste års pokalstævne på Sønderskov den 8. april 2019