En usædvanlig holdturneringsaften

Begge hold skulle i kamp mandag den 5. december. Vojens 2 skulle i B-rækken til Tønder, og spillerne ankom planmæssigt til spillestedet på Tønder Gymnasium. Der var imidlertid ingen med nøgle og heller ikke nogen pedel til stede, så hverken bræt, brikker, ure eller lokale var til rådighed, og Vojensspillerne måtte køre hjem med uforrettet sag. En rigtig uheldig og træls situation! I forvejen er der kun 4 kampe i B-række Syd, så et resultat uden kamp vil ødelægge gruppen. Der gøres derfor forsøg på at få kampen afviklet i Vojens – formentlig mandag den 2. januar 2023.

I Vojens var der dækket op til kamp i A-rækken mellem Vojens 1 og Varde 2. Her var alle mødt, og kampen blev afviklet planmæssigt. Resultatmæssigt blev det en énsidig affære med en 5½-½ sejr til Vojens. Remissen blev en realitet på bræt 1, hvor Rune Madsen og Hans-Henrik Vognsen deltes om pointet. Bagefter viste det sig, at Rune havde haft gevinstmulighed ved i stedet for at tillade Dronningafbytning kunne have bragt sit ene Tårn ned på 7. række, hvorefter Fritz siger 4,04 fordel til Hvid.

På bræt 4 greb Jesper Kallesens modstander helt forkert i åbningen og måtte opgive en håbløs stilling efter kun 9 træk.

I resten af partierne var jævnbyrdigheden noget større, men…
Mogens Larsson fik øje på en svag bonde hos Niels Peter Nissen, så den gik han efter. Og da han havde snuppet bonden, kom der yderligere en officer i klemme, hvorefter NP opgav.
Finn Nielsens modstander åbnede med 1. b4, men det var naturligvis ikke nok til at chokere Finn, og han spillede stille og roligt partiet til sikker gevinst.
Benny Christensens parti på bræt så ret lige ud, men Benny sikrede sig en åben linje og besatte den med alt sit tunge skyts. Derefter fik han tid til at gøre en halvdårlig Løber god, hindrede modspil og gjorde klar til at vinde bønder – hvorefter modstanderen gav op.
Emil Baltzer på sidstebrættet blev naturligvis også sidst færdig. Først efter 68 træk gav modstanderen sig. Da havde de hver en Konge og Emil desuden en fribonde på 7. række – klar til uhindret forvandling! Begge spillere kom i tidnød, og tilskuerne fra begge lejre havde svært ved at holde sig i ro, mens sekunderne gik. Denne gang gik det i modsætning til sidst i Nørre-Snede godt for Emil, men han vil nok kunne få glæde af et kursus i (Tårn)slutspil for at blive lidt mere sikker i denne fase af spillet.

Alt i alt en kæmpesejr til Vojens og en midlertidig placering som rækkens nr. 1. Se tabel og partier her.

Holdkamp i A-rækken den 05-12-2022 i Vojens. Varde-spillerne sidder til venstre