Litteratur

Skakbøger

Klubbibliotek
Her er det hensigten at bringe en oversigt over den skaklitteratur, der findes i Vojens Skakklub og hos medlemmer, der er villige til at låne bøgerne ud til andre interesserede.

Her er en foreløbig liste. Den vil blive suppleret, efterhånden som flere medlemmer melder ind med skakbøger, de ejer. Listen kan også bruges af andre end Vojens Skakklubs medlemmer, idet den indeholder dybe links til elektronisk bestilling i bibliotekernes database.

Skønlitteratur om skak
Der findes masser af litteratur om skak. Først og fremmest teoribøger og partisamlinger, men også litteratur om skakspillere.  Knap så kendt er det, at skak også indgår i skønlitteratur. Et godt overblik over mulighederne for at læse om skak i romaner og noveller på dansk er Litteratursidens udvalg.

Også på udenlandsk er der naturligvis forfattere, der har skrevet om skakspillet og dets udøvere. Nogle endda humoristisk. Her er et eksempel på et digt skrevet af den tyske forfatter Eugen Roth (født 24.01.1895 i München, død samme sted 28.04.1976):

Ein Mensch sitzt da, ein schläfrig trüber,
Ein and´rer döst ihm gegenüber.
Sie reden nichts, sie stieren stumm.
mein Gott denkst Du, sind die zwei dumm!
Der eine brummt wie nebenbei
Ganz langsam: Turm c6 – c2.
Der and´re wird allmählich wach
Und knurrt: Dame a3 – g3: Schach!
Der erste, weiter nicht erregt,
Starrt vor sich hin und überlegt.
Dann plötzlich, vor Erstaunen platt,
Seufzt er ein einzig Wörtlein: Matt!
Und die Du hieltst für nied´re Geister,
Erkennst Du jetzt als hohe Meister!

Jeg håber, de hjemmesidebesøgende forstår meningen – uden oversættelse.

Fagbøger om skak
Har man brug for skakbøger, kan man naturligvis købe dem. Der vil næppe være meget på salgshylden hos den lokale boghandler, men der findes specialforretninger, især på nettet. Danske butikker – f.eks. Dansk Skaksalg (Dansk Skak Unions egen butik), Skakshoppen (Dansk Skole Skak), GamesWeb (Webshop, der har fysiske butikker i København, Aarhus og Aalborg), Skakhuset (Webshop. Har især et stort udvalg i gamle/antikke bøger og tidsskrifter).

Udenlandske – f.eks. New in Chess, der udsender en lind strøm af bøger om alle mulige skakemner samt naturligvis den store internetboghandel Amazon, der også fører mange titler inden for skaklitteraturen.

Bibliotekstilbud
Ældre skaklitteratur er ofte udsolgt. Bibliotekerne har både ny og gammel skaklitteratur.  Der er ikke nødvendigvis et stort udvalg på et almindeligt dansk folkebibliotek, men bibliotekerne samarbejder og kan ofte skaffe både danske og udenlandske skakbøger. Det fører for vidt at bringe en oversigt over alle mulighederne, men hvis du er interesseret i at vide, hvad bibliotekerne har om skak, kan du tjekke bibliotekernes fælles materialedatabase http://bibliotek.dk.
Du kan også klikke på dette direkte link til en søgning på skakbøger i bibliotek.dk.

Er der noget, der falder i din smag, kan du med få klik bestille det til afhentning på dit lokale bibliotek (du skal være registreret i bibliotekets lånerregister).

E-bøger om skak
Nogle biblioteker har også e-bogstilbud som Ebrary (engelsksproget) til dem, der gerne læser bøger på skærmen. Her er der også mulighed for adgang til et udvalg af skak-e-bøger. Tjek dit lokale bibliotek.

Skakbladet
Vær opmærksom på, at Dansk Skak Unions medlemsblad er ved at blive digitaliseret. Flere og flere af de gamle numre af Skakbladet, medlemsblad for Dansk Skak Union, kan nu læses digitalt på DSUs hjemmeside.
Læs årgangene 1904/05-1909/10 her.
Læs årgangene 1910/11-1923 her.
Læs årgangene 1924-1939 her.

Læs årgangene 1994-1997 her

Læs årgangene 2002-2010 her.
Læs årgangene 2011- her.

KSU-nyt 1937-92
København Skak Unions medlemsblad og jubilæumsskrift er scannet og gjort tilgængelig her. På samme side ligger også links til Kampklubbens klubblad, ØBROs klubblad, Vanløses klubblad, Bagsværds klubblad, Buddinges klubblad, Bagsværd-Buddinges klubblad, Skovlundes klubblad, Tårnet Ballerups klubblad, Hvidovres klubblad, Gladsaxes klubblad. Klubbladene er udkommet i forskellige perioder.

Sønderjydsk Skak på nettet!
Et stykke sønderjysk skakhistorie er nu digitaliseret og gjort tilgængelig på internettet.
Medlemsbladet for 4. Hovedkreds – Nyt fra 4. Hovedkreds, senere Sønderjydsk Skak – blev i perioden januar 1997 – april 2013 redigeret af Helge Andersen. Det blev til 66 numre udgivet på tryk og distribueret til klubberne i Hovedkredsen. Helge har arbejdet omhyggeligt og systematisk, og alle bladene er gemt som filer på en pc. Derfor har de kunnet gøres tilgængelige som pdf-filer. Den komplette serie på i alt 66 numre kan findes her. God læselyst!

Klubblade
Medlemsblade fra danske skakklubber er også interessante – ikke kun for medlemmer. Udvekslingen af inspiration via trykte klubblade har været besværlig og kostbar. Derfor lægger de (få) klubber, der stadig holder fanen højt med eget trykt medlemsblad, nu typisk deres medlemsblade på hjemmesiden i elektronisk form. Det gælder f.eks.
– Haderslev Skakklub (medlemsbladet hedder Bondefangeren). Gamle numre findes i Arkivet.
– Tønder Skakklub (medlemsbladet hedder Skaknyt)

– Skakklubben Centrums klubblade 1970-2008 – her
– Tårnet Ballerup (1975-2006) –  her
– Gladsaxe (1963-2013) –  her
– Hvidovre (2005-13) –  her
– Nordre Nyt (1972-2006) – her

Enkelte klubber har udgivet jubilæumsbøger/-skrifter. Et meget livligt eksempel er Aalborg Skakforening, der er landets ældste skakklub. I 1989 kom der en bog fra 100-års-jubilæet, og nu er der kommet et digitalt supplement om skakforeningen med titlen Aalborg gennem 125 år.

Endelig er der alle de øvrige digitale muligheder med partisamlinger, databaser, apps osv. – læs mere andetsteds på denne hjemmeside.