Senior-DM 2021 i Løgumkloster

Benny Christensen er eneste deltager fra Vojens Skakklub i dette års DM for seniorer. Benny deltager i yngste gruppe – nemlig 50+. I de første 2 runder gik det forrygende med sejr over Jan Madsen (Haderslev), der efter en længere skakpause er indplaceret med 1900 i rating. Derefter remis mod Lars Schøning (Skive) med 2015. Så gik den ikke længere. I 3. runde måtte Benny indkassere et nederlag mod Helge Andersen (Tønder) – endnu en mesterspiller med 1929 og regelmæssige topplaceringer i Tønder Byturnering. Alligevel har Benny scoret dobbelt så meget som forventet ift. den modstand, han har mødt. Bennys øjeblikkelige placering i gruppen er nr. 13 blandt 32 deltagere.

I 4. runde møder Benny Johan Ravnborg (Dansk Skak Akademi) med en rating på 1765.

Der opstod en mindre katastrofe, da en deltager på andendagen blev testet Covid-19-positiv. Han måtte naturligvis forlade turneringen, og sammen med ham 6 andre med risiko for at være blevet kontaktsmittet. Alle parringer og opstillinger måtte derfor ændres i mandags, inden 2. runde med ca. 1½ times forsinkelse kunne sættes i gang.

Benny er som sagt eneste spiller fra Vojens Skakklub med den tilføjelse, at Ole Harbo og Karl Posselt medvirker som dommere i den ene gruppe.

Fra hjemmesiden med turneringstabellerne er der også adgang til at følge udvalgte toppartier live.

Benny Christensen er klar til den stærkt forsinkede 2. runde, hvor modstanderen er Lars Schøning (Foto af Jan Rosenberg)